● Har du svært ved at holde styr på din medicin?
● Glemmer du nogle gange at tage den?
Det kan apoteket hjælpe dig med.
Det kan være svært at holde styr på sin medicin - især hvis man får flere forskellige slags, der skal tages på forskellige tidspunkter af dagen. Apoteket kan pakke medicinen i engangsposer og gøre din hverdag nemmere.
Den bedste virkning af din medicin får du, når du tager den i netop de doser og på de tidspunkter, lægen har anvist. Apoteket kan pakke din medicin for dig i hygiejniske engangsposer (dosispakker), så du får den rette medicin i det rette antal og på det rette tidspunkt.
Medicinen er delt op i de doser, som du skal have i løbet af dagen. Morgenmedicinen, middagsmedicinen, aftenmedicinen og medicin til natten er pakket, lige klar til indtagelse.
På hver dosispakke står dit navn og det tidspunkt og den dato, du skal tage medicinen. På hver dosispakke er også angivet hvilken medicin, der er i dosispakken.
Dosispakkernes bagside er gennemsigtig, så du kan se, hvordan din medicin ser ud.
● Hvordan kommer man i gang?
Din læge kan ordinere dosispakning og du kan også selv henvende dig til apoteket.
● Hvad koster det?
Du betaler den billigste stykpris for det antal tabletter, der er i dosispakningerne og et gebyr for selve pakningen. Ønsker du sygesikringstilskud til dosispakning, skal det være lægeordineret.
Der udleveres kun medicin til 14 dages forbrug. Du slipper således for uoverskuelige medicinlagre derhjemme, både af medicin som du rent faktisk bruger, men også af medicin du måske er stoppet med for længe siden.
Skal du på ferie m.m., kan apoteket udlevere dosispakker til en længere periode, men dog højst til en måneds forbrug.
● Kan al medicin dosispakkes?
Du kan normalt få dosispakket de tabletter og kapsler, som du tager fast.
Hvis du skal have medicin, der ikke er egnet til at dosispakkes, får du det udleveret ved siden af dosispakkerne. Det gælder også for eksempelvis brusetabletter, øjendråber eller flydende medicin.